En forældrefortælling

“Forleden blev min søn klippet. I mange familier, er det sikkert ikke noget, man spekulerer meget over. Det gjorde jeg heller ikke. Men det burde jeg have gjort. Jeg burde have vidst, den forandring, der følger med at frisuren er kortere (ikke anderledes – bare kortere), ville være en risikosituation. Jeg overså det, og konsekvensen var, at det var meget vanskeligt for min søn at finde ro om aftenen og han var nær aldrig kommet i skole den næste dag. Der skulle en ekstraordinær indsats til herhjemmefra og alligevel: Da vi kom til skolen, kunne han ikke gå ind. Han begyndte at græde og gik væk fra døren. Næste skridt kunne sagtens blive, at han flygtede.

Men det blev ikke nødvendigt. For inden for havde de voksne allerede fået øje på os. Og en af klassens faste personaler kom ud og hjalp. Roligt, anerkendende og samtidig bestemt. Han fik barnet med indenfor og lidt efter kunne jeg forlade skolen. Jeg var selvfølgelig ekstra bekymret den dag i forhold til, hvad jeg normalt er. Men samtidig så utroligt langt fra det bekymringsniveau, jeg konstant havde, før min søn kom til Fønix.

Alt har faktisk ændret sig. Præcist som det gjorde den dag. Jeg afleverede et barn, der var helt til hundene og tilbage fik jeg en dreng, der er så glad, at han altid synger.

Vores Fønix-historie startede for nu snart to år siden. Efter en tid, hvor alt hvad jeg havde i mig gik med at holde sammen på et barn, der var en skygge af sig selv. Han græd hele tiden. Kunne ikke sove. Kunne ikke gå i skole. Kunne ikke forlade hjemmet – det kunne jeg faktisk heller ikke, for han kunne nærmest ikke være til, hvis jeg ikke var der til at vejlede ham i, hvad han skulle gøre. Livet består af en masse små valg, som vi normalt ikke tænker over. Vil jeg se dit eller dat i tv? Vil jeg drikke vand eller mælk? Vil jeg have bukser A eller bukser B på? Vil jeg i bad? Er jeg sulten? Dengang var hver eneste af disse beslutninger noget, der kunne tage timevis. Vi havde kort sagt slet ikke noget liv.
Men så kom opkaldet: Der var en plads på en specialskole, som lå i forbindelse med Rosengårdskolen. Den hed Fønix. Jeg var spændt på, om navnet mon var passende. Men jeg var sikker på, vi i hvert tilfælde havde nået det niveau, hvor fuglen er brændt til aske…

Den daværende hjemmeside var ærligt talt ikke særligt hjælpsom, så vi var så utroligt spændte, da vi skulle på besøg på skolen.

Besøget var positivt. De voksne virkede troværdige. De havde prøvet det her mange gange før og de havde helt styr på det. Det var min fornemmelse – en fornemmelse, der siden har vist sig at holde stik.
Det mest bemærkelsesværdige ved Fønix, er i mine øjne den ro, der hele tiden er. Der er ganske enkelt ikke støj, selv ikke, hvis dørene til klasseværelserne står åbne. Man skal jo lige huske, alle børnene er der fordi de har brug for ekstra støtte. Fønix-børnene er børn, der i den almindelige skole har været udfordret på rammerne og rummeligheden. Sådan er de ikke i Fønix. Her er de bare nogle gode, dejlige børn, som har det godt og som opfører sig pænt.

Og der er så fantastisk mange voksne! Der er trygt. Jeg har faktisk engang overværet at en dreng havde fået alt for meget og reagerede ret voldsomt. Selv den situation blev håndteret med fuldstændig ro fra de voksne. Det gik hurtigt, men det var kontrolleret. Der er grundlæggende styr på det hele hele tiden.

Som sagt, har Fønix givet os livet tilbage. Ligesom der er en tid før og efter, man blev forælder, så er der i vores liv også en tid før og efter Fønix. I tiden umiddelbart før Fønix gik min søn slet ikke i skole. Efter Fønix har han været i skole hver eneste dag. Der har været to dage, hvor det næsten ikke gik. Den ene har jeg allerede nævnt. To dage på to år! Og de er begge endt med en fuld skoledag, trods alt. Og de er begge endt med, han kom glad hjem. Det er faktisk ikke engang svært at få ham afsted på alle de normale dage. Jeg ved godt, at andre fra klassen stadig kan kæmpe med den slags, men så hjælper skolens voksne med at få lavet nogle aftaler.

Vi fik også lavet særlige aftaler i begyndelsen. Aftaler mellem skolen, hjemmet og barnet selv. Min søn havde svært ved at komme i skole. Ikke de første uger, men efter en periode. Det var næsten som om, der lige skulle prøves grænser af. Lærerne havde forberedt mig på at der ville komme sådan en periode med afprøvning af grænser. Så han begyndte så småt at snakke om, at han ikke ville derhen, og en dag blev det pludselig rigtigt svært. Det her er altså historien om den anden gang, hvor min søn havde svært ved at komme afsted til Fønix. Det lykkedes at få ham ud ad døren og ind i den taxa, han dengang kørte med. Men jeg var meget nervøs. For sidste gang, han havde talt om at han ikke kunne klare at komme i skole, var det jo endt helt galt. Så jeg besluttede at tage hen på skolen med det samme og uden at have lavet en aftale. Det var ikke noget problem. Jeg blev taget alvorligt, og klassens lærer gav sig god tid til at tale med mig om, hvordan vi skulle gøre. Jeg fik ikke helt min vilje, men jeg valgte at stole på, at læreren med sin professionelle forståelse havde mere erfaring med den slags, end jeg selv.
Det var et godt valg, for det viste sig, han havde ret. Vi indgik en aftale, som også min søn var med til at godkende, og derefter var det nemt. Jeg spurgte engang min søn, hvilket råd, jeg skulle give til andre nye forældre. Han sagde: ”Det er vigtigt at holde fast i den periode, hvor det bliver svært”.

Der er ikke længere behov for mange af den slags aftaler, men vi laver dem ind imellem. Det kan være aftaler om, hvor meget der skal læses – hvilke goder, min søn kan få, hvis han læser ekstra og den slags.
Hvis behovet opstår, så ved jeg, vi kan lave en ny aftale. Skolens og klassens voksne er altid klar til at tage en samtale, hvis jeg har brug for det. Og de giver god sparring på, hvordan jeg kan håndtere de problemer, jeg af og til stadig oplever hjemme. Jeg har også oplevet skolens voksne spørge mig til råds efter en situation med min søn i skolen. Så jeg føler, jeg bliver behandlet som en ligeværdig samarbejdspartner, og vi kan lære af hinanden – skolens voksne og jeg.

Min søn er nok stadig ikke en ægte fugl Fønix – han er i hvert tilfælde ikke klar til at forlade reden. Men jeg forventer, han bliver det. Måske senere, end andre menneskers børn. Men så hurtigt, som det er muligt med de udfordringer, han nu engang har. Fønix hjælper ham til at blive klar til livet efter folkeskolen. Både fagligt, socialt og i livets udfordringer i det hele taget.
Måske det var derfor, jeg glemte at tænke over, at en klipning kunne give problemer? Fordi jeg var helt tryg ved at alting bliver løst, trods alt?”